Erfaringer fra LM Vejen 2020

Hvad med de fysiologiske, mentale og sociale konsekvenser?

Erfaringer via vores tiårige dreng Linus

Her er først lidt konkluderende bemærkninger fra lørdag eftermiddag, da jeg efter få kampe måtte trække Linus fra at skulle spille (flere) kampe i sin pulje “Puslinge A/Yngre Drenge A”. Selvom vi ikke går op i points/rating herhjemme (vi har aftalt ikke at gå op i rating og har ikke talt om rating i ugevis), så konkluderede en meget nedslået Linus lørdag eftermiddag, at han syntes, at det var både et rigtigt træls stævne, og at han lige så godt kunne være blevet hjemme. Ja, at det faktisk havde været bedre, hvis han var blevet hjemme. For en ting var, at han ikke syntes, at han havde en chance i kampene. Stævnet medførte også, at han formentlig ville tabe i rating – altså på en baggrund, hvor han reelt ikke syntes, at han havde en chance.

Søndag sagde han, at han håbede, at han ville tabe rating-points, så han kunne blive rykket ned i rækker og dermed få en chance for at få nogle sejre. Det kan måske lyde mærkeligt. Men der er ingen tvivl om, at han mener det. For ham – måske for børn i hans alder – så er sejre meget håndgribelige successer og vigtige for humøret.

Vores tiårige dreng havde glædet sig meget til at skulle med Esbjerg klubben (et stort hold) til LM i år. Linus har stille og roligt udviklet sig til at blive en habil spiller og har nu over 1000 i rating. Jeg kender ikke baggrunden for inddelingerne – og de er ikke vigtige lige nu. For dette handler om at lære af konsekvenserne af inddelingerne til stævnet. Det er dem, som jeg beder om at blive hørt på. Konsekvenserne var ikke gode for Linus – og de betød, at stævnet slet ikke var den gode oplevelse, som det burde have været – især i betragtning af at han faktisk spillede rigtigt fint.

Hvordan kan det nu hænge sammen? Jo, det hænger sammen på den måde, at selvom Linus til stævnet i Vejen i mange kampe spiller op til fem eller syv gode bolde retur på en enkelt bold (og dermed spiller rigtigt fint), så ender det alligevel med, at han taber bolden. Fordi hans modstander er den tand bedre. Og så oplever Linus (og Ken og Malik som han spillede på hold med) altså en fiasko. Drengene oplever, at de spiller dårligt og de bliver kede af sig selv og mister selvtillid, selvom de reelt spiller rigtigt fint. Og det kan/kunne ingen god forklaring bagefter redde for dem. Slet ikke, når det sker i kamp efter kamp.

Vi kunne fx konstatere, at Linus’ puslinge hold kom til at spille mod nogle store drenge fredag aften, som de reelt ikke havde en chance imod. Man kan sige, at de var blevet matchet/sat op til at tabe. Så selvom Malik, Ken og Linus alle er habile spillere, der faktisk spillede rigtigt godt, så havde de ikke en reel chance imod de to SISU spillere (Drenge spillere tror jeg), som de mødte fredag. Så vores tre puslinge spillere var kede af det fredag aften.

Jeg var der ikke lørdag formiddag, men her var matchningen noget bedre ift. modstanderne. Da Ken vandt tre i en holdkamp, mens Malik vandt en og Linus tabte alle tre. Linus var helt ok med det, og en anden forælder rapporterede til mig, at han kæmpede og var ved godt mod. Han var bla ude i en fem sætter imod en meget stor modstander.

Hvad med en ordentlig nattesøvn?

Nu kommer vi så til en anden faktor, der var uheldig for de mindre drenge i forhold til at kunne præstere fornuftigt til stævnet. Alle ved vist, at det er vigtigt med en god nattesøvn dagen før, man skal præstere i idræt. Men da flere af kampene lå ret sent fredag aften (Linus’ hold skulle først spille 20.30), og da de derefter skulle vente på, at de andre hold blev færdige, så de kunne følges hjem i seng på skolen, så endte det med, at de først kom til at sove efter 24. Ja, det er måske muligt at få dem hjem lidt før og i seng lidt før. Men det ændrer ikke, at stævnet er planlagt, så vores drenge vil få en alt for kort nattesøvn – og det en fredag, hvor de har mest brug for den efter en lang uge. Nu er det så sådan, at netop Linus bliver relativt hårdt ramt, når han ikke får sin nattesøvn (omend dette naturligvis gælder for alle drenge i den alder).

Så vi har altså en dreng (nogle drenge), der har fået en alt for kort nattesøvn og samtidig er nødt til at sætte sig op mentalt til at skulle spille imod nogle klart større og (relativt) mere dygtige spillere. Det er ikke ligefrem optimale forhold.

Hvad med “matchingen”?

Da jeg så kommer lørdag eftermiddag, for at se Linus spille i sin pulje, ja så er han altså i en pulje bestående af “Puslinge A/Yngre Drenge A”. For godt en måned siden var Linus overmatchet, da han skulle spille Puslinge A til Ribe stævnet. Og han ved, at han får kam til sit hår, når han skal spille Puslinge A. Men her til LM har man sat Puslinge A og Yngre Drenge A i samme pulje. Så Linus var ikke ligefrem begejstret ved udsigten til dette her, da vi talte om det på vejen til Vejen fredag sidst på eftermiddagen. Men han var trods alt indstillet på at stille op. Han har jo heller intet valg.

Lørdag eftermiddag spiller Linus den første kamp, hvor han gør det ganske fint – men alligevel taber. Og endnu en kamp, hvor han har svært ved at hænge sammen både fysisk og mentalt. Hvorefter han siger til mig, at han ønsker at trække sig.

Så det var Linus’ første to dage. Hvor kun lørdag formiddag var ok/fin.

Dette skrives for at forbedre tingene for børnene 🙂

Mit indlæg her kan ses som en påmindelse om, at vi husker, at børnenes psykologiske og fysiologiske behov i højere grad bliver tilgodeset. I forbindelse med stævne planlægning og afvikling. Det er måske lidt ekstra tankevækkende netop i forbindelse med dette stævne, i betragtning af at LM slår sig op på at være et godt tænkt socialt stævne.

Hvis Linus bliver ved med at spille bordtennis, så vil dette stævne, den slags oplevelser måske være med til at hærde ham (og det er absolut ikke første gang, at Linus oplever, at de fysiologiske og mentale konsekvenser af stævneplanlægning ikke rigtigt er tænkt ind). Men det er jo ikke patruljekurset ved Jægerkorpset, vores drenge har meldt sig til. Det er bordtennis. Og jeg er overbevist om, at den slags (manglende) planlægning koster motivation og spillere. Det koster i hvert fald mange potentielle smil, godt humør og gode oplevelser. Fremover vil jeg forsøge at tage forholdsregler, så især nattesøvnen bliver bedre tilgodeset. Hvis ikke LM fx ændrer tingene, så vil jeg køre Linus hjem fredag aften eller evt. helt droppe hans deltagelse i LM.

Matching kan vi forældre jo ikke gøre noget ved. Og så vidt jeg er orienteret, så kunne Linus ikke stille op i en anden række end Puslinge A/Yngre Drenge A. Dette kunne Linus dog ikke forstå, da han mente, at nogle andre på hans niveau stillede op i Yngre drenge B. Noget Linus meget, meget hellere ville gjort, hvis han kunne (men det er som nævnt ikke noget, jeg har indblik i). Linus vil også gerne vinde nogle kampe, når han spiller godt. Og lige der er han nok ikke så anderledes end andre små drenge og piger.

Dette er bestemt ikke tænkt som et surt indlæg. Jeg elsker bordtennis og sætter enorm stor pris på den store frivillige indsats, der bliver lagt bag denne slags stævner mv. Jeg vil blot give denne beskrivelse af, hvordan dette og andre stævner kan have det med at glemme de sociale, fysiologiske og mentale konsekvenser i planlægningen, så vi måske kan gøre det lidt bedre for børnene. Jeg er i hvert fald blevet klogere af at se Linus opleve nogle utilsigtede konsekvenser ved dette års LM.

Det skal også med, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at Linus fik en god fredag og lørdag, hvor jeg på alle mulige måder forsøgte at sætte ham op til, at det ikke var så vigtigt at vinde, som det er at gøre sit bedste, kæmpe og koncentrere sig om hvert point (som måden til at udvikle sig). Men vi fik altså alligevel ovenstående konsekvenser. Lad mig sige, at det også endte med en god søndag for Linus, og at Linus er ved godt mod. Han var som altid meget glad for at være sammen med Esbjerg holdet. Men stævnet – den manglende søvn og matchningen – kunne altså have været bedre for ham.

Opfølgende kommentar fra Facebook

Her er min kommentar (tilføjet) fra Facebook-siden Bordtennis dk: ” Min feedback handler om to ting, tilstrækkelig søvn og fornuftig matchning. Det gav en dårlig oplevelse for min dreng, at disse to dele gik lidt galt. Det er ikke ligefrem en gennemgribende kritik af stævnet og dets planlægning 🙂 Og hvis ikke andre finder det relevant at tage til efterretning, så er det sådan, det er. Men så har jeg i hvert fald givet planlæggerne en feedback ud fra vores oplevelse, som de har mulighed for at tage til efterretning.

Jeg ville i øvrigt ønske, at man i højere grad havde øje for drengenes (psykologiske) oplevelse af, at det ikke er sjovt at møde alt for stærke modstandere, fremfor blot at understrege at alle får mange kampe og til sidst stadig mere jævnbyrdige kampe. Herunder fx blot understrege, at også børn ‘må kunne tåle modgang’. Dertil kommer, at der givet er grænser for, hvor mange kampe, man kan spille med godt udbytte. På et tidspunkt, når man en smertegrænse, hvor flere kampe hverken gavner ens mentale eller ens spils udvikling (eller mener du, at så mange kampe som muligt er godt?)? — Jeg talte med Peter Ernst Sundbæk til Top 8, hvor han argumenterede for, at børn og ungdomsspillere ret hurtigt bliver mentalt trætte. Hvorfor man burde tænke det ind og tage hensyn til det med hensyn til omfanget af kampe. En betragtning, som jeg finder uhyre interessant og vigtig.

Endnu en klargørende kommentar af min anke omkring planlægning af stævner

[Til Jannie Winberg på FB Bordtennis dk]. Min anke omkring matching handler ikke om, at det kan være hårdt at tabe. Ej heller om at få points oprykning kan medføre, at man rykker op og pludselig får nogle vanskelige kampe og en række nederlag på dagen. Min anke er mere præcist, at man i Vejen slår Puslinge A sammen med Yngre drenge A. Oven i købet samtidig med, at man sætter 9-10 årige til at spille ret sent fredag aften, hvor de kommer (meget) sent i seng. At slå disse to rækker sammen er ikke gjort med hensyn til de yngste drenges psykologiske velbefindende. Og det bliver i mine øjne endda oplagt værre for dem, når man samtidig planlægger, så de mindste børn slet ikke får en ok nattesøvn op til dette relativt uansvarlige match.

Man planlægger her en fiasko, netop for de mindste.., i mine øjne. Og det mener jeg faktisk, at man kan forudse. Vi kan da i hvert fald se det i bagklogskabens klare lys. Men hvis jeg ikke havde skrevet den lille tekst om Linus’ erfaringer, så ville stort set ingen have opdaget det, og vi ville end ikke kunne overveje at lære af det.

Det er samtidig klart, at selv om kommentarerne her er sympatiske, så møder jeg ikke megen forståelse, så jeg har da efterfølgende haft den tanke, at jeg vist spilder min tid og bare skulle have holdt min mund. Og måske blot lade være med at komme til LM mere. Men jeg tænker, at mine pointer kan gavne små børn fremover og også er relevante ift planlægning af stævner og kampe mere generelt. Omkring børns behov, psykologi, fysiologi. Som jeg vist skrev, så oplever jeg, at bordtennis-kulturen handler lidt for meget om Max bordtennis kampe og lidt for lidt om børns øvrige behov. Jeg tror ikke på, at børn får max lyst til at spille og gå i bordtennis klubben ved at få Max mange kampe til stævner.

Bedste hilsner

Lars Jørgensen, Varde, 2. marts 2020

4 tanker om “Erfaringer fra LM Vejen 2020”

  1. Super god og velformulerede artikel, jeg tænker der er mange der ville kunne tage ved lære af at læse denne artikel. 🙂

    1. Hej Sune,

      Det betyder noget, når en spiller med din (ungdoms-elite) baggrund finder disse ting vigtige.

      Mange tak!

      Lars

  2. Hej.

    Er far til Tvillinger på Eliteplan (1 års drenge), og har selv været møllen igennem.
    Jeg har ofte udtrykt min uforbeholdne mening omkring sporten og ratingsystemet i børnehøjde.

    Rating burde indføres når man bliver drengespiller, ikke et sekund før.
    Det er ødelæggende for sporten og børn har større fokus på rating end på kampe.
    Faktisk bliver de bange for at spille, fordi de udover at tabe også mister rating.
    Vi oplevede det som et stort problem, idet vi bevidst aldrig talte om rating hjemme, men jeg skal da lige love for at alle i klubben var yderst bevidst om ratingtal, både børn og voksne, og der var stort fokus på det i klubben.

    Det var egentlig først da det gik op for mine drenge som 12 årige, at rating kommer automatisk hvis man udvikler sig positivt og har fokus på det, så faldt der ro på og det har ikke været et problem siden. Faktisk er det gået strygende lige siden. De ved ikke hvad deres ratingtal er helt præcist kun sådan omkring i hele 100 point. Det interesserer dem simpelthen ikke mere, da de udelukkende har fokus på deres egen udvikling. Det eneste de skal bruge rating til er seeding til DM og udtagelser til diverse ting, så i hverdagen er alt fokus på rating helt forsvundet, hvilket er en fantastisk udvikling – men hold da op vi har været meget gråd igennem, og “hvordan kunne jeg tabe til en der havde 200 point mindre end mig…osv osv” det er vi heldigvis helt sluppet for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *